Fri software på overfladen, bag skærmen og i et kulturelt kalejdoskop: X-Devian

[Essay] fortæller i dette essay om Daniel Garcia Andújars installation . The New Technologies To The People System og om baggrunden for dette værk
Af Jacob Lillemose
Foto: Århus Kunstbygning

Udstillingen X-Devian. The New Technologies To The People System blev vist i Århus Kunstbygning fra 12. maj til 10. juni
www.aarhuskunstbygning.dk

 
Udstillingsbillede fra Århus Kunstbygning

X-Devian. The New Technologies To The People System

Da kunst- og teknologifestivalen Ars Electronica i 1999 tildelte førsteprisen The Golden Nica i kategorien ”.net” til programmøren Linus Torvalds for hans udvikling af styresystemet Linux, pegede den overordnet på en forbindelse mellem software og kunst, og mere specifikt på et slægtskab mellem fri software og den del af samtidskunsten, der er optaget af softwares stadigt større indflydelse på sociale, økonomiske og politiske forhold. Ligesom Linux modarbejder denne samtidskunst den proprietære softwareindustris ensretning, undertrykkelse og rationalisering af softwarekulturen og udforsker i stedet alternative muligheder for at sætte softwarekulturen fri gennem anderledes åbne, udtryksfulde og spekulative processer.

På et mere indirekte plan pointerede Ars Electronicas valg af Linux også et andet slægtskab mellem fri software og denne samtidskunst, nemlig begges forestilling om at software ikke bare er et spørgsmål om at programmering, men om at producere kultur, om at forstå og bruge teknologi som et engagement i en samfundsmæssig kontekst. Ifølge grundlæggeren af Foundation (FSF) Richard Stallman handler fri software således både om ”praktiske, materielle fordele” og om ”hvilket samfund vi ønsker at leve i, hvad der skaber et godt samfund”. [1] Stallman selv forestiller sig et særligt kollektivt og kreativt samfund funderet i friheden til at ”bruge, studere, kopiere, modificere og redistribuere software”. For ham repræsenterer fri softwares fundamentale ophævelse af den intellektuelle ejendomsret en mulighed for strukturelt og konceptuelt at ’omprogrammere’ samfundet til det bedre, og det er en opfattelse han deler med megen af samtidskunsten.

Ars Electronicas sammenkædning af fri software og samtidskunst viste sig at have nærmest profetisk karakter. Hvad der dengang endnu begrænsede sig til et fåtal af separate projekter har siden udviklet sig til en vidtfavnende og dagsordensættende diskurs, så fri software og beslægtede strømninger i dag udgør en integreret og væsentlig del af kunstneriske praksisser og teoridannelser. Fri softwares koder oversættes til æstetiske principper for udvikling og fornyelse af samfundsmæssige forhold, fra materielle fortolkninger af open source og digitale udfordringer af den intellektuelle ophavsret til en generel interesse i uafhængige netværker og selvorganiserede fællesskaber baseret på kollektiv produktion og deling.

” og af Linux
Installationen X-Devian. The New Technologies To The People System (2005- ) af den spanske kunstner Daniel Garcia Andújar og hans virksomhed Technologies To The People [2] er et bogstaveligt og samtidig fiktionaliserende eksempel på denne udveksling – på hvordan fri software som emnefelt, model og etik kan inspirere samtidskunsten i nye retninger og på hvordan samtidskunstens visuelle, rumlige og konceptuelle sprog kan italesætte fri software på et abstrakt plan og diskutere dets betydninger i forhold til generelle samfundsmæssige problematikker. For selvom Stallman understreger det samfundsmæssige perspektiv, så er fri software i den brede offentlige bevidsthed stadig et konkret, og for størstedelen også fremmed, spørgsmål om programmering. Kun et fåtal forstår fri software som en levende, inklusiv og nyskabende kultur, hvor det er muligt at ændre afgørende samfundsmæssige relationer. Og netop udfordring og udvidelse af denne almene bevidsthed om fri software – og for så vidt også af fri software-miljøets selvforståelse – er omdrejningspunktet i X-Devian . Gennem lige dele oplysning, kritik og iscenesættelse skaber værket en alternativ grænseflade til fri software, der inviterer til refleksion, stillingtagen og deltagelse.

Installationen er bygget op omkring en todelt ’fortælling’ om styresystemet X-Devian. Fortællingen udspiller sig henholdsvis i en reklamekampagne, hvor man præsenteres for X-Devian som en vare, og i et slags laboratoriemiljø hvor man har adgang til at udforske styresystemet på egen hånd og til forskellig information om fri software. De to fortællinger eksisterer parallelt og uafhængigt som tematiseringer af specifikke aspekter af fri software, men installationen skaber også forbindelser mellem dem, der er både komplekse, problematiske og subversive. Og i disse forbindelser, hvor de to fortællinger mødes, opstår der en udveksling, korrelationer og brudflader, der åbner for nye forestillinger om fri software, i forhold til den almene bevidsthed såvel som til fri software-miljøets selvforståelse.

 
 

Formelt er X-Devian en såkaldt ”distribution” af styresystemet Ubuntu, hvilket inden for fri software-miljøet refererer til en variant af et system baseret på , som fx Ubuntu. [3] X-Devian er også en distribution i den forstand, at installationen faciliterer onlinebestilling af den nyeste version af Ubuntu på cd-rom, så publikum kan få styresystemet tilsendt og køre det på deres egne computere. Som variant i den fagspecifikke forstand adskiller værket sig da heller ikke fra Ubuntu. Softwaren er identisk. Men som navnet indikerer er X-Devian også en særlig ”variant”. Som værk er X-Devian en reel distribution af GNU/Linux gennem en fortælling om en fiktiv variant af systemet der ’kun’ eksisterer som kunstværk og hvis repræsentation og konceptualisering af systemet er væsentligt forskelligt fra Ubuntus egne. Inden for fri software-miljøet er programudviklingen det primære fokus, mens repræsentation og konceptualisering har begrænset interesse udover logo-design og formulering af licenser. I X-Devian er fokus omvendt på repræsentation og konceptualisering som en strategi til at italesætte fri software i forhold til en række tematikker, der ikke udelukkende handler om software, men om softwarekultur. Med det kunstneriske sprogs evne til bringe betydninger i spil udvikler værket de kulturelle fortællinger, billeder og begreber, der former vores forestillinger om (og brug af) fri software og som udgør en lige så vigtig del af ’distributionen’ som selve programudviklingen.

Som del af denne repræsentationelle og konceptuelle udvikling benytter værket sig af en række komponenter med mere eller mindre direkte relation til styresystemet X-Devian. Der er selve softwaren, en grafisk profil, en hjemmeside, en reklamevideo, en videodatabase, en samling af licenser og manualer, specialdesignede borde, ’kodgraffiti’, hardwareaffald og workshops. De enkelte komponenter kan kombineres og modificeres i forhold til den enkelte udstilling og som sådan har værket ikke nogen fast form, men udgør en fleksibel og omskiftelig størrelse. [4] I sin æstetiske form afspejler X-Devian således fri softwares forestilling om mulighed for forandring og tilpasning i forhold til specifikke situationer. [5] I videre forstand afspejler formen også, at distributionen af fri software kan finde sted på mange planer samtidigt og i et netværk af forskellige måder at udvikle, begribe og bruge software på. I stedet for at udkrystallisere fri software som en essens, folder værket fri software ud som en assemblage af kontekstuelle praksisser og diskurser.

Dobbelttydigt bagtæppe
Installationen af X-Devian i Århus Kunstbygning involverer både reklamekampagne og laboratorium og forbinder dem på en mere bogstavelig måde end i Andújars tidligere installationer af værket. På den ene sidevæg, der gennemløber begge ’fortællingsrum’, står ”Access to Technology is a Human Right” – sloganet for Technologies To The People – så man må bevæge sig fra det ene rum til det andet for at læse hele sætningen. Sloganet danner således et samlende konceptuelt udsagn som aktiviteterne i begge rum spilles op imod, et slags scenisk bagtæppe for værkets to akter. Technologies To The People lancerede sloganet i midten af 90erne, hvor virksomheden drev pionerende forretning på Internettet med en række projekter, der med stilbevidst ironi og politisk holdning tematiserede Internettets potentielle demokratisering (og parallelle hyperkommercialisering) af teknologikulturen, fx en kampagne for produktet iSAM™, en bærbar kreditkortmaskine til tiggere. [6] Sloganet udtrykker virksomhedens forståelse af teknologi som funderet i universelle principper om en mere fri og lige verden, som en progressiv social proces, i modsætning til teknologi som et profitgenerende produkt, der kun er for fagligt indviede og økonomisk velstillede folk. Som det også fremgår direkte af virksomhedens navn arbejder Technologies To The People for teknologi til folket, ikke folket i en traditionel national forstand, men den globale civilbefolkning der er opstået med informations- og netværkssamfundet. Virksomheden er ikke mindst interesseret i den del af denne befolkning, der ellers er umyndiggjort og ekskluderet, netop fordi de ikke har adgang til teknologi. I forbindelse med iSAM™ beskriver virksomheden sin målgruppe på følgende vis: ”Technologies To The People er rettet mod den såkaldte Tredje Verden såvel som mod de hjemløse, forældreløse, arbejdsløse, flygtninge, immigranter, alkoholikere, narkomaner, mentalt handicappede og alle andre ”uønskede”. Technologies To The People er for dem der er nægtet adgang til det nye informationssamfund og de nye teknologier. Technologies To The People ønsker flere mennesker i flere netværker.” [7] Ifølge Technologies To The People kan teknologi aktivere dette globale folks civile, autonome og kreative engagement i netværkssamfundet. Samtidig indeholder sloganet også et ekko af Stallmans forestilling om fri software som et etisk regelsæt og forestillingen om, at teknologi skal tjene det godes og retfærdighedens sag.

Men ”Access to Technology is a Human Right” introducerer også den dobbelsidethed eller rettere tvetydighed, der kendetegner alle Technologies To The Peoples projekter inklusiv X-Devian. For kan gode intentioner præsenteres som et marketingsslogan? Er det ikke netop hvad den proprietære softwareindustri gør, når den markedsfører sig på at berige den enkeltes tilværelse såvel som samfundet generelt, samtidig med at den udnytter dem i egen interesse, til egen berigelse? Man anspores til at spørge hvad sloganets undertekst, den reelle reference i det symbolske udsagn, er. Det er i hvert fald uklart, ligesom Technologies To The People som virksomhed heller ikke umiddelbart kan identificeres. Som det er blevet skrevet om den ”kan man ikke helt afgøre om TTTP faktisk er en politisk korrekt virksomhed eller om dens sociale og kulturelle engagement blot er en strategi til at kontrollere markedet.” [8] Tvetydigheden signalerer, at teknologi i sig selv ikke indeholder nogen indre nødvendighed, men er et redskab hvis ’politik’ afhænger af dets anvendelse. Teknologi kan lige såvel tjene kontrollerende kræfter som den kan frisætte mennesket individuelt og kollektivt, alt efter hvordan man definerer fx ”adgang til teknologi” og ”menneskelig ret”. Derfor må enhver teknologihype og –utopi, hvad enten den formuleres af dotcomsucceser eller af ’teknohippier’ som Stallman, imødegås med dobbelt bevidsthed, politisk diskussion og kritisk praksis. Ellers risikerer man at teknologi(forståels)en farer vild i ideologiske blindgyder. Udover at forbinde værkets to verdener iscenesætter sloganet en gennemgående usikkerhed og ambivalens, der koder tilgangen til X-Devian med en blanding af skepsis og idealisme, mistroiske og visionære forestillinger.

At hacke ”verdens mest avancerede styresystem”
Installationens første del er centreret omkring et larger-than-life billede af en hånd, der fremviser en cd med et hvidt ”X” trykt på sort baggrund. Det stilrene grafiske design danner en let identificerbar og stærk visuel ramme, mens X-Devians slogan ”the evolution of the species”, der også står skrevet på cd’en, signalerer, at dette produkt er det fremmeste inden for softwareindustrien/-kulturen og en naturlig del af den menneskelige udvikling. Til venstre for billedet kører en reklamevideo, hvor en entusiastisk programmør (iført jakkesæt og med dreadlocks = både seriøs og afslappet) i højt tempo og akkompagneret af dramatiserende synthesizermusik snakker med andre kreative brugere om styresystemets mange fantastiske muligheder. De er uformelt samlet foran en computer i et butikslandskab, der med sine glasvægge og hektiske aktivitet signalerer, at X-Devian henvender sig til et åbent og dynamisk miljø. Til højre for billedet er en fysisk udgave af cd’en placeret på et belyst podium, nærmest som var det et kunstværk i sig selv. Delen har således karakter af en messestand, der med samme retorik som kommercielle softwareprodukter skal tiltrække opmærksomhed, fascinere og stimulere et begær for styresystemet. Faktisk i bogstavelig forstand. For logo og video er approprieret fra Apples kampagne for dets styresystem Mac OS X. Andújar har blot manipuleret videoen ved at udskifte screen shots og logo. Det samme har han gjort på X-Devians hjemmeside, hvor man under sloganet ”advancing the world’s most advanced operating system” kan læse om Debian og fri software i stedet for om Mac OS X, hvis hjemmeside sloganet og designet er approprieret fra. [9]

Appropriation er et greb og en genre inden for den moderne og postmoderne kunsts opgør med forestillingen om det originale og unikke kunstværk – det værk der skabes ud af ingenting, ikke har nogen referencer udover sig selv og ikke kan reproduceres. Det er imidlertid ikke sådanne kunstfilosofiske problematikker der er Andújars fokus i X-Devian, om end de udgør en implicit betingelse for værket. Snarere ligger X-Devians appropriationsstrategi i forlængelse af hacking (i den ikke-kriminelle forstand!) og hackinginspirerede fænomener som culture jamming, adbusting og tactial media [10] . Og kunsthistorisk har den forbindelser til situationisternes begreb om detournément og den mediebevidste latinamerikanske konceptkunst, især Cildo Meireles’ Insertions into Ideological Circuits (1970), hvor kunstneren skrev politiske budskaber på tomme Coca-Cola-flasker, der først blev synlige, når flaskerne igen blev fyldt op. Her har appropriationen en anderledes samfundsorienteret karakter, hvor tegn og retorik ikke bare forstås som æstetiske størrelser, som et spørgsmål om stil, men som betydningsbærende elementer, der fundamentalt er integreret i spørgsmål om politik, magt og ideologi. Denne form for appropriation kendetegner også flere af Andújars tidligere værker [11] og udtrykker, som han formulerer det, en gennemgående optagethed af at ”hacke systemet”, hvad enten det er dotcomkulturen, overvågelsessamfundet eller som med X-Devian den proprietære softwareindustri. At hacke systemet refererer til en uformel, kunstfærdig og ofte humoristisk taktik, hvor Andújar i stedet for at kritisere systemet ud fra en dialektisk eller konfrontatorisk opposition, ved at være direkte imod, intervenerer i systemet for at operere kritisk indefra, fx ved at køre systemets logik ad absurdum eller simpelthen overtage logikken. Han vender systemets egne midler og værdier mod det selv, samtidig med at han, hvilket er særlig tydeligt i X-Devian, skifter symbolsk fortegn og reelt indhold. I stedet for at acceptere og lade sig kontrollere af systemets betingelser ’bruger’ han systemet på andre måder og til andre formål end dem systemet foreskriver (i øvrigt parallelt til, at de forskellige fri software-licenser approprierer den gældende ophavsretslovgivning for at sætte selv samme lovgivning ud af kraft). For Andújar er systemet ikke bestemmende, selvkørende og balanceret som i den klassiske videnskabelige forstand, men forstås som en åben, heterogen størrelse, der kan formes gennem interagerende analyser og fortolkninger.

X-Devian fejllæser bevidst Apples ”X” som en figur for det udefinerede og potentielle, en essentiel figur for udviklingen af fri software, frem for at læse det som en eksakt numerisk værdi til beskrivelse af en version af Apples styresystem. Værket tager Apple på ordet og udnytter med subversiv snilde x’ets dobbelttydighed. Systemets identitet forstyrres og transformeres til et skizofrent mulighedsfelt. Appropriationen rekonceptualiserer det lukkede system som vareproduktet Mac OS X repræsenterer i forhold til en radikal åben netværkspraksis. Den ophæver Mac OS Xs produktmæssige enhedskarakter og afgrænsethed i X-Devians forbindelser til betydningsfærer hinsides systemet, til fx fri software, til Technologies To The People og til kunstinstitutionen i og med at det udstilles der.

Andújars brug af appropriation er yderligere relevant, idet X-Devian netop tematiserer betydningen af ophavsret og ejerskab, ikke kun i forhold til software, men til sprog og koder på et mere overordnet samfundsmæssigt plan. I X-Devian er det således en væsentlig pointe, at det klassiske hackermotto ”information ønsker at være fri” (i øvrigt et motto der harmonerer med Technologies To The Peoples slogan) både angår programmeringskulturer og informationssamfundet generelt. For ved at appropriere Apples kampagne, frem for dets produkt, fokuserer værkets første del ikke på software som information, men på information om software, dvs. dets visuelle og sproglige repræsentation og de softwarekulturelle begreber, mytologier og politikker denne repræsentation er funderet i og genererer. Som repræsentation skal kampagnen ikke udelukkende stimulere et begær for at købe produktet, kampagnen har også den funktion at introducere en specifik bruger, en specifik brug og en specifik kultur, som man skal identificere sig med, i tilfælde af at man køber det. Når Apples kampagne taler om at ”forbedre verdens mest avancerede styresystem”, der er ”bygget op omkring dig for at gøre dit liv endnu lettere”, så definerer den nogle yderst almene forestillinger om software i forhold til en specifik vare, et kommercielt brand og en proprietær softwarekultur. Hverken Apple eller andre proprietære softwarevirksomheder har dog ophavsret til at bruge sådanne forestillinger og definere hvad de betyder. [12] Fri software kan lige så godt være referencen for disse forestillinger, og betydningen ville så være en ganske anden både i forhold til ’varen’ og kulturen. Når Andújar approprierer Apples kampagne er det således for at vise vigtigheden af, at denne repræsentation af software konceptualiseres i forhold til samme frihedsprincipper som fri software selv. Ligesom software må informationen om software distribueres og udvikles hinsides nogen form for intellektuelt ejerskab gennem en åben og fælles proces af hacks. Ved at hacke repræsentationen af software – i betydningen at sætte den fri – præsenterer X-Devian fri software som en fundamental forskel, dels som en anderledes distribueret diskursform end den centraliserede form som den proprietære softwareindustri opererer med, dels som en anderledes social og autonom kulturel kontekst for forestillinger om ”verdens mest avancerede styresystem”.

Inden for fri software-miljøet betragtes repræsentationen som tidligere antydet for sekundær, hvis ikke ligefrem ligegyldig. En del af miljøets identitet har netop været at distancere sig markant fra den spektakulære og spekulative repræsentation af software, der kendetegner den proprietære softwareindustri. Free Software Foundations og Linuxs hjemmesider er symptomatiske i den henseende: De indeholder ingen billeder (på nær de minimale gengivelser af deres respektive logoer) eller andre æstetiserende elementer, men består af ren tekst. Om end distanceringen har profileret fri softwares andethed, så synes den også at have sat grænser for fri softwares integration og muligheder i en bredere softwarekulturel kontekst. [13] For i denne kontekst er fri software i stort omfang også et bevidsthedsfænomen, ikke bare programmel. Derfor handler fri software ikke bare om at bruge et andet software, men om at skabe andre fortællinger, billeder og begreber om software, om andre interfaces kunne man sige. For det er ikke ved den konkrete installering af styresystemet på den personlige computer, at forståelsen og brugen af fri software starter, men i de abstrakte kulturelle betydninger som de forskellige interfaces i ’butikken’, i medierne og på nettet genererer. Og det er disse interfaces X-Devian hacker for at skabe hvad man kan kalde et kunstnerisk interface til fri software. Om end det er ironisk både i forhold til Apple og fri software, så er det et seriøst bud på at repræsentere og konceptualisere fri software som andet end data. Det anvender kunstens frihed til at skabe forestillinger om fri software, der er funderet i og handler om menneskelig erfaring, fantasi og leg. Og ved at medregne dette felt – kunstens felt – peger værket mod nye symbolske, imaginære og begrebslige horisonter for udviklingen af fri software.

 

Information og kollektiver bag
I installationens anden del kommer man bag X-Devians interface til selve softwaren og fri software som miljø, netværk og aktivitet. Overgangen ’illustreres’ med en væsentlig anden informationsæstetik og et væsentligt andet forhold mellem værk og publikum, mellem software og bruger. Delen har karakter af en blanding af et amatørlaboratorium, et midlertidigt klasselokale og et udefineret offentligt rum. Spredt i rummet står borde med online-computere, der kører X-Devian, hvor man kan orientere sig i hjemmesidens indhold og gøre sig erfaringer med hvordan softwaren rent faktisk fungerer. En af computerne indeholder også en videodatabase om fri software, hvor man blandt andet kan se taler af Richard Stallman. Fremme på bordene ligger dele fra adskilte computere (igen et kig bag interfacet) sat sammen på ikke-funktionel vis samt tekster om programmering, software og ’fri kultur’. Og endelig, på en sortmalet væg modsat væggen med teksten ”Access to Technology is a Human Right” hænger, der fotokopier af forskellige fri software-licenser og manualer, som man kan tage ned og læse i. Rundt om fotokopierne har Andújar med kridt skrevet forskelligt ’kodegraffiti’.

Hvor X-Devians første del kommunikerer med visuel og sproglig enkelhed (symboliseret i den sort-hvide grafik) og stiller skarpt på ’produktet’, er værkets anden del anderledes kompleks og uden centrum (blandt andet symboliseret i mørklægningen af vinduerne, de uudgrundelige sammensætninger af computerdele, der ligger spredt ud på bordene og kodegraffitien). Her kan man gå på opdagelse i tekster, programmer og videofiler om fri software. Her udgør fri software et rum for aktivitet integreret i en fysisk virkelighed af materiel, mennesker og energier (det er også her Andújar afholder sine workshops). Her reklameres der ikke for et fiktivt stykke software, her inviteres og udfordres man på et både personligt og kollektivt plan til et engagere sig i en reelt eksisterende softwarekultur.

Med sine konnotationer til en arbejdsplads iscenesætter X-Devians anden del en interaktiv omgang med fri software. Ikke i den banale klik-og-se forstand som anden software og megen digital kunst foreskriver, men i en udvidet forstand som udvælgelse, tilegnelse og fortolkning af information. Publikum adresseres ikke som en uniform masse af forbrugere, men som en mangfoldighed af selvstændige brugere, vidensproducenter og kulturelle kritikere. Værket dikterer heller ikke en bestemt læsning af informationen, men understreger netop dens tilgængelighed og potentialekarakter.

Hvor første del præsenterer software som et færdigt produkt præsenterer anden del fri software som en database af information, der ikke ’tilhører’ værket, men indgår i værket gennem dets forbindelser til eksterne informationsprocesser og –netværker. X-Devians hjemmeside linker udelukkende til hjemmesider for projekter ’udenfor’ værket, fx Free Software Foundation og The Debian Project, og i samlingen af videoklips taler andre stemmer end Technologies To The People, fx Stallman. Databasen refererer med andre ord ikke til en bestemt vare, men til en kultur af muligheder, der i stedet for ensrettethed og standarder er kendetegnet ved en grundlæggende åbenhed og diversitet.

Denne pointe illustreres også i de forskellige variationer af fri software-licenser, der er hængt op på den ene væg. Inden for fri software er licenser modsat den generelle ”all rights reserved”, som proprietær software er udgivet under, ikke en universel tekst, men et spørgsmål om forsat fortolkning og udvikling i forhold til en konkret (kon)tekst, til variationer af praksis, af fri software.

I det hele taget er denne fremtrædende placering af licenserne i værket en accentuering af deres vigtighed som kulturelle redskaber og ikke blot som juridiske dokumenter (ophængningen alluderer stærkt til ophængningen af værktøj). Det er tekster, der muliggør og ansporer til videre aktivitet, kreativ og kollektiv brug af software. De er printet på almindeligt papir og står således i kontrast til de eksklusive farveprint i forrummet. Den æstetiske kontrast signalerer, at fri software opererer med en mikro-informationsøkonomi både i konkret og overført forstand, og at penge ikke er en afgørende præmis for at deltage i kulturen. Det er en inklusiv og generøs økonomi, hvor det er engagement, der tæller. I sit udtryk og sin tematisering af informationsøkonomi ligger X-Devian her i forlængelse af installationsværker fra 60ernes konceptkunst af blandt andre Joseph Kosuth, Mel Bochner og Art & Language; men selvom der er formelle æstetiske ligheder, så er der også betydelige forskelle mellem X-Devian og disse værker. Hvor de nævnte konceptkunstneres værker overvejende bestod af selvrefererende tekster og tegn, refererer tekster, koder og filer hos Andújar til en verden og aktivitet hinsides værket. I stedet for intern struktur er informationsøkonomien i X-Devian funderet i handlekraft, produktion og relationer i en ikke-institutionel kontekst.

Et andet aspekt af installationens informationsøkonomi er i denne sammenhæng spørgsmål vedrørende oplysning om og uddannelse i fri software. Som uformel ’info-stand’ og ramme om workshops anticiperer værkdelen en tilegnelse af fri software gennem hacks af information, lig de ’hardware-skulpturer’, der ligger på bordene, snarere end gennem indlæring af definitiv viden. At hacke vil her sige at fortolke og bruge den foreliggende information på nye selvstændige måder, der ikke nødvendigvis er direkte funktionelle, men som ikke desto mindre kan bidrage til udviklingen af en abstrakt viden om og forståelse af fri software. Opfordring til er også en kritik af en rationalisering af information og af en rationaliseret softwarekultur og samtidig en argumentation for potentialet i det irrationelle, det spekulative og eksperimenterende. [14] Selvom der er viden man skal have kendskab til, hvis man vil bruge fri software, så viser værket også, at fri software ikke udelukkende er noget man kan læse om i en manual. Det er også noget man selv ’skriver’ i sin omgang med det og udtryk for en aktiv stillingstagen til – frem for passiv accept af – den softwarekultur man indgår i. Den viden om fri software som værket præsenterer er ikke defineret af et system, men genereret af en kollektiv intelligens, der ikke lader sig disciplinere, retningsbestemme og kontrollere. Andújars installation (2000) rummer en tilsvarende pointe. I en blanding af en overvågningcentral og et bibliotek har publikum her adgang til information hentet på nettet om hvordan man hacker forskellige systemer, fx mobiltelefoner og UNIX-styresystemer, som eksempler på alternativ og fri brug af information (en mere brugervenlig version af X-Devian s kodegraffiti). Med ironi og dramatik iscenesætter installationen information, software og nettet som stærkt politiserede størrelser (som modbillede til industriens og statens billede af dem som politisk neutrale) forbundet med spørgsmål om frihed og kontrol, muligheder og begrænsninger. I den forstand udgør Information Society og X-Devian ’modeller’ for en ikke-autoritær kultur, hvor viden produceres i en udveksling mellem autonome subjekter i et netværk. Og derfor er en workshop om fri software også en naturlig integreret del af begge værker.

X-Devian peger også på fri softwares kollektive karakter. Hvor indholdet i installationens første del (officielt) er produceret af Technologies To The People, er det i anden del produceret af et unavngivet og ikke-registreret kollektiv af autonome subjekter. Dette kollektiv arbejder hverken for en virksomhed eller for værket, men for et fælles projekt uden ejerskab, og det er et forhold, der reflekteres af værkets appropriation af indholdet. I stedet for at indskrive indholdet i en fremmed kontekst, at forbinde det til et produkt eller et brand, gør værket den frit tilgængelig, dvs. uden ophavsretsbeskyttelse, og inkluderer så at sige kollektivet på dets egne præmisser.

Kollektivet ’bag’ X-Devian producerer (gennem) kommunikative relationer og processer på tværs af grænser og er som sådan ikke defineret af andet end deres multiple aktiviteter, af faglige og sociale interesser frem for finansielle eller geografiske. Flere teoretikere har argumenteret for, at dette kollektiv i en vis forstand konkretiserer Marxs begreb om ”General Intellect”, den sociale hjerne, hvis produktion ikke er betinget af maskineri og fabrikker, men af det levede liv. X-Devians ’produktionsfaciliteter’ reflekterer dette forhold. Anden dels på en gang uformelle, intime og åbne karakter signalerer, at her produceres informationen af frie subjekter i fællesskab. [15] Og at der er flere borde indikerer på simpel vis, at den information, som kollektivet producerer, er til deling og således hverken kan approprieres af Kapitalen, Staten eller for den sags skyld af Kunsten. Informationens betydning og værdi vil altid overskride sådanne institutioner og deres bestræbelser på at fiksere informationen i objekter. Kollektivet producerer information, der er med til at udvikle og styrke en dynamisk fælleskultur. Hvor første dels reklamevideo appellerer til den kreative do-it-yourself-mentalitet, er X-Devians anden del i ånd og praksis kendetegnet ved en forestilling om do-it-together – om samarbejdet som en grundsten for en alternativ udvikling af softwarekultur såvel som af softwareæstetik.

Teknologikunst hinsides teknologien
X-Devian adskiller sig fra megen af den teknologikunst, der i dag præsenteres på festivaler som Ars Electronica. For til trods for at Ars Electronica i 1999 pointerede en forbindelse mellem fri software og samtidskunsten, så er det ikke en forbindelse festivalen siden hen har fokuseret på i nævneværdig grad. Tværtimod er den teknologikunst og teknologiæstetik som festivalen promoverer ofte kendetegnet ved en fascination af hardware og en positivistisk fejring af teknologiens formelle (læs: videnskabelige) udvikling. Det kulturelle, konceptuelle, kritiske og kollektive perspektiv på teknologi som fri software repræsenterer, i sig selv og for kunsten, synes at være forsvundet fra horisonten. Og dermed også i stort omfang den menneskelige og samfundsmæssige dimension. Teknologien begribes og udstilles overvejende som værdifuld i sig selv og kunstens funktion er reduceret til at æstetisere, i betydningen at forskønne den. [16]

Men måske er sådanne festivaler heller ikke den rette kontekst for X-Devian, ligesom det måske er en misforståelse at begribe værket i forhold til ’teknologikunst’. For selvom værket involverer og handler om teknologi, så er dets fokus de kulturelle diskurser, som teknologien indgår i. Andújar arbejder i en konceptuel tradition fra 60erne og 70erne, hvor formelle kategorier og problematikker er sekundære i forhold til de samfundsmæssige tematikker og kontekster som et værk indeholder og indgår i. Det er en tradition der ikke er specifik teknologisk, endsige mediespecifik, men begriber kunsten som en generel konceptuel kapacitet til at ’formgive’ analytiske, kritiske og spekulative diskurser.

Snarere giver det mening at forstå X-Devian i forhold til den del af samtidskunsten, der ligeledes i forlængelse af den konceptuelle tradition er engageret i det sociale felt, hvor menneskelige erfaringer og kulturel politik mødes, og som ofte arbejder med installationer og interventioner, både i og uden for institutionen. Et stort antal udstillinger har præsenteret denne kunst under overskrifter som ”kontekstuel”, ”relationel” eller ”politisk” og argumenteret for kunstens transformation til social(æstetisk) praksis og funktion. Det er en sådan æstetisk diskurs, der gennemstrømmer X-Devian, men værket udtrykker ikke et ønske om at identificere kunsten med det sociale felt, sådan som neoavantgardistiske tendenser inden for samtidskunsten gør. Det opretholder en forestilling om kunstnerisk autonomi, ikke i betydningen formalistisk selvrefererende, men som et uafhængigt og privilligeret rum for informationsprocessering og vidensproduktion i forhold til det sociale felt. Værket reproducerer ikke direkte det sociale felt men producerer kunstneriske interfaces til det, specifikt til fri software som socialt felt. Disse interfaces er ikke orienteret mod funktionalitet og brugervenlighed, men mod åben refleksion. Derfor er værkets positive holdning til fri software som en force og værdi heller ikke afgørende. Selvom X-Devian er et idealistisk udsagn lig Stallmans, så er dets pointe den æstetiske iscenesættelse af fri software som en kulturel diskurs, hvor betydninger er i spil. For så vidt er iscenesættelsen et affirmativt hack af den fri softwarekultur (modsat værkets subversive hack af den proprietære softwarekultur), der på et abstrakt plan åbner nye kulturelle muligheder for kritisk, fantasifuld og social udvikling.



 

[1] Se www.fsf.org.

 

[2] Technologies to the People er en konceptuel rammekonstruktion i form af en non-profit organisation med identitet som virksomhed, som Andújar bruger til at ’sponsorere’ og ’markedsføre’ sine projekter. Technologies To The People fungerer dog også som et selvstændigt værk i form af et konceptuelt udsagn med eget merchandise og egen reklamevideo. Se http://www.irational.org/tttp/primera.html.

 

[3] Ubuntu er baseret på en anden distribution af GNU/Linux, Debian, som der refereres til i værkets titel. Se www.ubuntu.com og www.debian.org.

 

[4] Således kan X-Devian både have form af en installation og en skulpturel opstilling.

 

[5] Andújar benytter så vidt muligt også den fri software-distribution som de lokale GNU/Linux-brugergrupper foretrækker, ligesom han involverer grupperne i værkets workshopdel.

 

[6] iSAM™ var et fupprodukt, der kun eksisterede som reklamekampagne. Ikke desto mindre resulterede værket i henvendelser fra Apple, der ønskede at vide mere om produktet, mens det i forbindelse med en udstilling i Tyskland fik en ’venstreorienteret’ kunstkritiker fra Texte zur Kunst til at harcelere mod teknologikunstens kynisme. Se http://www.irational.org/tttp/*siteTTP/dpro.html.

 

[7] Technologies To The People. Annual Report 2000, Technologies To The People Publicity Department, Alicante 2000. (egen oversættelse)

 

[8] Technologies To The People. Annual Report 2000, Technologies To The People Publicity Department, Alicante 2000. (egen oversættelse)

 

[9] Siden Andújar udstillede X-Devian første gang har Apple opdateret Mac OS X flere gange, og hjemmesiden som er blevet lavet til installationen i Århus Kunstbygning er således fra den nyeste version Mac OS X Leopard, mens reklamevideoen er for Mac OS X Panther.

 

[10] De tre fænomener er tæt beslægtede og refererer alle til kulturelle praksisser, hvor man (her er der ekstra mellemrum i pdf’en) trænger ind i eksisterende mediestrukturer og på subversiv vis omformer deres udtryk. Se http://en.wikipedia.org/wiki/Adbusters, http://en.wikipedia.org/wiki/Culture_jamming og http://en.wikipedia.org/wiki/Tactical_media.

 

[11] Til en plakat for iSAM™ approprierede Andújar Apples flerfarvede iMACs.

 

[12] At de imidlertid forsøger med den intellektuelle ejendomsret som instrument viste Andújar allerede i 1997 med værket Language (Property)/Remember, language is not free™, hvor han kortlagde disse virksomheders – og TTTPs – ™-registrering af de sætninger, der udgjorde deres slogans, som var det en linje programkode. Derigennem søgte virksomhederne at fiksere og ensrette betydninger i diskussionen af Internettet og softwarekulturen, og det nærmest inden den var begyndt.

 

[13] I den sammenhæng er det interessant, at Ubuntu, der netop arbejder med det kulturelle interface, er den mest populære distribution.

 

[14] Denne holdning kendetegner også ånden i webkollektivet irational, som Andújar har været medlem af siden det startede i midten af 90erne, og som hoster de fleste af Technologies To The Peoples projekter. Se http://www.irational.org.

 

[15] En indirekte reference er 70ernes hackermiljø, der blandt andre talte Apples grundlægger Steve Jobs. Dette eksperimenterende kollektiv, der havde afgørende indflydelse på udviklingen af den personlige computer, opererede ’hjemmefra’, i kældre og garager, under helt andre vilkår og efter helt andre principper end den officielle computervidenskab.

[16] Ved sin installationskarakter og intermediale virke adskiller X-Devian sig også fra decideret ”softwarekunst”, hvor programmeringen og koden er det afgørende kunstneriske udtryk og computeren det primære medie. Kategorien ”softwarekunst” blev introduceret i forbindelse med festivalen read_me i 2002. Se endvidere platformen Runme.org for værker og tekster – http://www.runme.org

Share

Drop a comment

Your email address will not be published.